René Szczyrbak

René startede som helt ung i reklamebranchen, hvor han blev uddannet som reklametegner, længe før der var noget der hed computere, desktop og internet. Samtidigt forfulgte René dog en drøm om at blive musiker.

Bassen førte ham ind i mange øvelokaler og i alt blev det til 11 albums på hvilke René medvirker, og som alle er optaget og udgivet i perioden 1979-1986. Listen rummer bandnavne som: Nemo, Lasse & Mathilde, Niels Hausgaard, Halberg Larsen og Tøsedrengene.

Det blev mødet med filmen som trak René væk fra tegneblok og øvelokaler. I 1987 etablerede han STV Production A/S som selvstændigt firma - og det blev begyndelsen på en lang række initiativer indenfor Film- & TV-branchen. Noget lykkedes og noget gjorde ikke - men sådan er det med entreprenører.

I 2009 udskiltes STV’s kommercielle filmproduktion til selskabet Mayday Film. Men allerede i 2008 tog Mayday hul på et samarbejde med Jyske Bank om Jyskebank.tv - et projekt som fortsat optager René meget, og som spiller en stor rolle for Mayday’s daglige drift og produktion.