Mayday News: August 2016

Mayday News

25 år med Mayday’s Mister Music!

I denne måned sagde vi tillykke til manden, der bogstaveligt talt har fået musikken til at spille i en lang række produktioner for både Mayday og STV Production – nemlig vores Audio Producer og Komponist, Peter Aagaard! Dagen blev fejret med reception og middag i vores lokaler på Thriges Plads, hvor Peters venner, familie og samarbejdspartnere var inviteret.

Alle os fra Mayday vil gerne takke Peter for hans mange års fantastiske indsats, og for en fantastisk hyggelig dag med masser af hjertevarme.

DONG Energy A/S – Havmøllesafari

I sommer vandt vi en spændende opgave for DONG Energy A/S – en reklamefilm for deres nye havmøllesafari, hvor gæster kan komme ud og se de imponerende havmølleparker.

Filmen er udviklet og instrueret af Svend med Michelle som produktionsleder. Den er optaget ved havmølleparken ud for Anholt og i Grenå Havn med 15 statister, og omfatter bl.a. droneoptagelser over vindmøllerne. Filmen vises på landsdækkende TV og på nettet.

Kunde: DONG Energy A/S
Instruktør & producer: Svend Ploug Johansen
Produktionsleder: Michelle Moustgaard Ahle

Barbara Gongini

Viktor og Martin har været til Copenhagen Fashion Festival, hvor de har skudt optagelser fra Avant-Garde designeren, Barbara Gonginis runway. Filmen er klippet af Martin og Filip.

Kunde: Barbara Gongini
Foto: Viktor Sloth
Klip: Martin Strandgaard og Filip Mogensen
Musik: Human Woman

Mød en medarbejder: Jannie

Mayday Film ville ikke være det samme uden vores medarbejdere! Over de næste mange måneder, introducerer vi derfor menneskene bag Mayday – og vi starter med Jannie.

Jannie Finseth: Produktionskoordinator i Mayday Film siden februar 2016.
Det er ikke længe siden, du blev en del af Mayday Film – hvordan har du oplevet det halve år?
“Det har været nogle virkelig sjove og spændende måneder. Jeg er blevet taget rigtig godt imod af alle, og er blevet mødt af glade og hjælpsomme mennesker. Jeg har fra dag ét følt mig meget velkommen”.

Beskriv en normal arbejdsdag – hvordan ser den typisk ud? 
“Det er sjældent til at forudse hvordan en dag forløber. Jeg arbejder til dagligt tæt sammen med en række af vores kunder og samarbejdspartnere, og der dukker tit nye opgaver og udfordringer op, der er med til at gøre dagene forskellige. En typisk dag kan være lidt hektisk og af og til med korte deadlines. Det kan jeg godt lide.”

Hvad er det bedste ved at arbejde i Mayday Film?
“Noget af det bedste ved Mayday Film er, at der er en helt speciel ånd og sammenhold i firmaet. Alle vil det bedste for firmaet og for hinanden, og der er altid en at spørge, hvis der er noget man er i tvivl om. Derudover har jeg bemærket, at uanset hvem man møder udenfor firmaet, er det udelukkende rosende ord man hører om Mayday Film. Både fra kunder og samarbejdspartnere. Det er dejligt at være en del af”.

A Career at Bunker Holding

I løbet af foråret var vores kolleger Svend og Preben på optagelser i nogle af verdens største byer. New York, Singapore og London dannede rammen om filmen til Bunker Holding A/S – en film der sætter fokus på at være talent hos Bunker Holding.

Vi har glædet os meget til at vise det endelige resultat af globetrotternes mange rejser – du kan se med lige her.

Bureau: Rechnitzer
Producer: Lars Fuchs
Instruktør: Svend Ploug Johansen
Fotograf: Preben Hjorth

Le Courage

Vi har produceret denne film til smykkefirmaet Le Courage i samarbejde med Nørgård Mikkelsen. Filmen er instrueret af Viggo Linde Thomsen fra Nørgård Mikkelsen, og det er vores nye kollega, Bibi, der har været stylist på produktionen.

Bureau: Nørgård Mikkelsen
Instruktør: Viggo Linde Thomsen
Foto: Viktor Sloth
Klip: Martin Strandgaard
Stylist: Bibi Hölzermann
Derudover arbejder vi på en masse andre, spændende produktioner, heriblandt Skolemælk i samarbejde med Nørgård Mikkelsen, Skoringen til Envision, Aftermovies til NorthSide, Tinderbox og HCA Festivals samt film til EUC, Plus Bolig, Asger Juel Larsen, Jyske Invest, Alfred Pedersen & Søn ApS, Energinet.dk, LAIKA, LIDL, Lalandia, og mange, mange flere.

I øvrigt…

… har vi fået en ny kollega til holdet! Mathias Deichmann er vores nye Kreative Chef, og har fremover base i vores afdeling i København. Velkommen til Mayday-familien!
… har Peter, Olav og vores praktikant Finn været afsted på optagelser til en eksklusiv dokumentar om musikfænomenet Snarky Puppy, som produceres af vores søsterselskab STV Production. Læs mere om projektet her.
… er Niklas og vores eksterne fotograf, Jes Damkjær vendt hjem efter tre uger i Rio, hvor de har fungeret som fotografer, og som en del af produktionen, der sikrede transmissionen af håndboldkampene og Danmarks OL-guld til hele verden!