MAYDAY FILM A/S UDVIDER: OVERTAGER AARHUSIANSKE KLAP FILM

Produktionsselskabet Mayday Film har opkøbt KLAP Film fra den tidligere ejerkreds bestående af reklamebureauet ENVISION og kommunikationsbureauet MARV, og overtager dermed 100% af aktiviteterne i selskabet pr. 1. Januar 2016. Overtagelsen betyder, at Mayday Film nu er repræsenteret i Danmarks fire største byer; Odense, Aalborg, København og Aarhus.

 

Med overtagelsen af KLAP Film har Mayday Film sikret sig en vigtig position i et ofte konkurrencepræget marked. Direktør i Mayday Film, Tue Kempf, udtaler.

Aarhus er Danmarks næststørste by, og et vitalt centrum for kreativitet i Danmark. Overtagelsen af KLAP Film er en stor drøm, der går i opfyldelse, og betyder, at vi nu bliver fuldt dækket med afdelinger i Aarhus, Odense, Aalborg og København. Således står vi rigtigt godt rustet til vores videre udvikling af selskabet til glæde for vores kunder og medarbejdere”.

Adm. dir. i MARV, Anders Tranæs ser ligeledes salget af Klap Film som en positiv udvikling for selskabet og for produktionsmiljøet i Aarhus generelt:

”Hos ENVISION og MARV er vi glade for, at også Mayday Film har fået øje på Klap Films unikke kompetencer. Med salget af KLAP Film vil der med sikkerhed kunne sættes ekstra fart i udviklingen af ny filmkreativitet i Aarhus. Vores ambition har aldrig været selv at drive et produktionsselskab, men at få tilført erfarne filmfolk til selskabet for at sikre den fortsatte udvikling. Det må man sige, er sket nu”, udtaler han.

Produktionsselskabet KLAP Film har base i Aarhus Filmby, og består af de to kreative hovedkræfter, Martin Strandgaard og Viktor Sloth. De har især stærke kompetencer inden for fotografering – film og stills – klip og specialkomponeret musik. Selskabet har først og fremmest markeret sig med produktioner i international klasse for brands som f.eks. Asger Juel Larsen, Bestseller, FourTwoFour on Fairfax, Redbull, Hi-Fi Klubben og Microsoft.

Pressebillede, lille

”Den kreative kapacitet hos Martin og Viktor kombineret med Mayday Films erfaring og volumen er et stærkt match, som tilføjer selskabet nye og vigtige kompetencer. Vi ved, at de har stor respekt for filmhåndværket, hvilket kan ses i kvaliteten af deres arbejde, og som passer rigtig godt ind i de visioner og værdier, vi har i Mayday Film”, udtaler Kempf.

Strandgaard og Sloth fortsætter begge som partnere i Mayday Film, og vil derfor fremover stadig kunne tilbyde deres unikke, kreative kompetencer som en del af holdet på Mayday Film.

”Det er en spændende tid, vi går i møde” udtaler Martin og Viktor, og fortsætter. – ”Vi glæder os meget til at blive en del af et større og erfarent team, hvor vi kan udvikle og udfolde vores kreative ambitioner, og det har Mayday Film det rette setup til”.

Mayday Film har afdelinger i Odense, Aalborg, København og Aarhus. Selskabets kompetencer spreder sig over filmet kommunikation med speciale i reklamefilm, corporate film, Web-TV samt rådgivning og implementering af filmbaserede online kampagner. Deres kunder strækker sig over et stort antal små og store virksomheder, bureauer og organisationer både nationalt og internationalt.