Tue Kempf – ny direktør hos Mayday Film A/S

Tue Kempf

Tue Kempf tiltræder som ny direktør i Mayday Film den 1. maj 2015.

Som en del af en igangsat udvikling af Mayday Film har administrerende direktør, René Szczyrbak, sammen med selskabets bestyrelse besluttet at udvide direktionen med 41-årige Tue Kempf som ny direktør med ansvar for selskabets daglige drift.

Tue Kempf kommer fra en stilling som Udviklingschef i Odense Sport & Event med ansvar for koncerter, live-events, Tv-shows samt en lang række yderligere ansvarsområder, som også tæller stor kontakt og håndtering af sponsorater i forbindelse med bl.a. superligaklubben OB og koncertbureauet JVB Concerts.

Mayday Film har været igennem en rivende udvikling, siden selskabet blev udskilt fra TV-produktionsselskabet STV Production A/S i 2009. I 2013 opkøbte Mayday Film den odenseanske producent Rützou & Co’s regionale filmaktiviteter, og opkøbte derudover i 2014 selskabet Oscar Film ApS’ aktiviteter i Aalborg.

”Nu driver vi Mayday Film fra tre adresser i henholdsvis Odense, København og Aalborg – og med mere end 35 medarbejdere kræver virksomheden et ledelsesmæssigt løft, som jeg ikke kan klare alene, når jeg samtidigt også er direktør i søsterselskabet STV Production” siger René Szczyrbak, som forbliver adm. dir. og fuldt aktiv på udvalgte nøglekunder og projekter, men nu overlader driftsansvaret til Tue Kempf.

Om valget af Tue siger René: ”Tue er en usædvanlig dygtig og indsigtsfuld kapacitet med et stort netværk, og de mange år i Odense Sport & Event har givet Tue en vigtig viden om den mere kommercialiserede del af underholdnings- og oplevelsesindustrien. Samtidig har Tue kæmpestor ledelseserfaring både i forhold til en fast stab og til projektorganisationer af varierende størrelser. Endelig har Tue den rette film- og TV-mæssige baggrund, som ikke mindst skyldes hans mange år som produktionsdirektør i STV Production – hvorfra Tue stoppede i 2003 for at gå til Odense Sport & Event. Så det er for os begge en ”Home Coming” oplevelse”.

Tue Kempf tilføjer:

”Jeg glæder mig utroligt meget til, sammen med de mange dygtige medarbejdere og den øvrige ledelse, at være en del af Mayday Films fremtid. Mayday er i en helt utrolig spændende position, i et marked som i stigende grad stiller krav om filmet indhold til alle platforme. Opgaverne flytter sig fra stort anlagte reklamefilm, til langt flere filmproduktioner, men med endnu mere målrettet indhold og brug af alternative kanaler. Den udvikling glæder jeg mig til at være en del af.”